Bæredygtig digitalisering i den offentlige sektor

Kammeradvokaten v/ Advokatfirmaet Poul Schmith har skabt en årlig tradition for en konference om digitalisering og jura – denne gang afholdt for 5. gang og vi blev her i 2017 elegant, kompetent og morsomt gennet igennem programmet af journalist Niels Krause Kjær. Det er ikke hver dag at jeg har befundet mig i selskab med så højt et gennemsnit af akademisk vid. En fornøjelse.

Udfordringen
Opgaven er klar. Fremtiden byder sandsynligvis på yderligere krav om offentlige effektiviseringer samtidig med at de kommende generationer af digitalt indfødte forventer et højt niveau af offentlig service ikke mindst i form af en række self-service muligheder stillet til rådighed gennem intelligente digitale platforme, hvilket faktisk hænger ganske fint sammen, hvis det gøres rigtigt. Og det er nok her humlen ligger. Hvordan digitaliseres den offentlige sektor på den rigtige måde?

Digitaliseringsparat lovgivning eller lovgivningsparate IT systemer?
Jeg havde på forhånd besluttet mig for at tage de store ører med, da jeg trods et mangeårigt medlemskab af Djøf kom uden de store juridiske forudsætninger. En klog beslutning i relation til diskussionen om digitaliseringsparat lovgivning. Spørgsmålet er, hvorvidt lovgivningens nuværende udformning står i vejen for digitalisering eller med andre ord, om det er muligt at sikre de lovmæssige krav om borgerens retssikkerhed inden for rammerne af de digitale offentlige løsninger.

Den uerfarne konsulent ville hurtigt kunne falde i fælden med at foreslå; er retssikkerhed ikke ’bare’ nogle ekstra krav i en kravspecifikation? Alt kan vel lade sig gøre? Jo måske, men til hvilken pris? Juridiske skøn og afvejninger, der kan håndteres af den erfarne sagsbehandler er muligvis vanskeligere at sætte på binære formler uden at systemet bliver uhåndterbart komplekst at udvikle og efterfølgende dyrt at vedligeholde. Her var den pragmatiske løsning muligvis at identificere de juridiske områder, der ligger lige til højrebenet ift. digitalisering som foreslået af advokat Sune Fugleholm, men i alle tilfælde undgår man ikke, at skulle ’oversætte’ juraen til digitaliser-bare krav. Det var derfor positivt at se, at konferencen havde metode og en øvelse til kravspecificering på dagsordenen. En proces der, hvis den skal være optimal, kræver tværfaglige kompetencer og forståelse for både juraen og digitaliseringens begrænsninger. For som Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen udtrykte det: ’Danmark skal ikke kun være et foregangsland for digitaliseringen men også for at sikre borgernes retssikkerhed’.

Udviklingsmodeller og digital governance
En del af løsningen kom branchedirektør Adam Lebech DI Digital med et forslag til. Erstat nu de tunge, langvarige udviklingsprojekter med mindre og mere målrettede agile projekter. Et udmærket forslag især når man holder sig for øje, hvilke principper de agile metoder bygger på: 1) begræns risici ved at begrænse størrelsen af dine projekter 2) en høj løbende interaktion mellem kravstillere og udviklere sikrer holdbare løsninger til reelle behov. Det kræver altså en langt højere grad af løbende involvering fra kravstillere, hvilket altid er udfordringen med den agile metode – også i den private sektor. Derudover skal man huske at agilitet uden kvalitet herunder test ikke opfylder formålet, dvs. bringer os i mål. Sidst men ikke mindst så vil en god forudsætning for agil udvikling være, at der eksisterer en overordnet reference ramme – en digital strategi, retning og arkitektur, så man sikrer sammenhængen mellem mange mindre projekter fra en overordnet synsvinkel.

Automatisering eller ej
Annonceret som en gæst fra den digitale verden og på dagsordenen lige efter frokost synes det umiddelbart som hårde odds at skabe opmærksomhed i salen. Det lykkedes dog forbløffende godt for professor Anders Kofod-Petersen fra Alexandra Instituttet med et indlæg om kunstig intelligens og jura og ikke mindst med den provokerende påstand om, at omkring 90% eller mere af al sagsbehandling kunne automatiseres!

En påstand, der hvis alt går godt som konsekvens ville øge antallet af straks-afgørelser, hvilket ville være billigere for samfundet og bedre for borgeren. På den anden side, hvis kvaliteten ikke er til stede i samspillet mellem borgeren og forvaltningssystemet, kan det for mig associeres over i scenarier, der til forveksling ligner Kafkas kamp mod systemet – vel ikke en bæredygtig løsning ift. retssikkerheden. Det var derfor særdeles beroligende for nervesystemet at konklusionen landede på, at menneske OG maskine altid slår menneske ELLER maskine. Pyh, så fik vi reddet borgerens fortsatte tillid til det offentlige system og dermed grundlaget for hele det danske demokrati.

’Not invented here’ – syndromet
Adjunkt Hanne Marie Motzfeldt fra Syddansk Universitet havde et interessant indlæg om transformering af lovgivning til digitale forvaltningssystemer – delegation. Hvad sker der med det lovmæssige ansvar for sagsbehandlingens afgørelser, når forvaltningssystemet ikke kan drages til ansvar og muligvis heller ikke forvaltningssystemets leverandør. Hanne Marie Motzfeldt efterspurgte et begrebsapparat til at håndtere denne situation. Her vil jeg forsigtigt henvise til flere rammeværktøjer til styring af IT, der er velkendte i IT branchen f.eks. IT Infrastructure Library (ITIL) oprindeligt udviklet i den offentlige sektor i Storbritannien eller CoBIT, der er revisionsbranchens foretrukne rammeværktøj eller ’best practice’, som det hedder på godt dansk. Begrebsapparaterne findes altså, men det er jo en strategisk beslutning, om man vælger at benytte sig af dem eller ej. I øvrigt mener jeg ikke, at den offentlige forvaltning og ultimativt politikerne kan delegere sit ansvar uanset at det udmøntes i anvendelsen af et digitalt forvaltningssystem. Dette er et almindeligt anerkendt governance princip indenfor f.eks. ISO-standarder og kommer også til udtryk i den kommende EU persondatabeskyttelsesforordning. Derfor må det være i forvaltningens interesse at der stilles høje krav til systemernes kvalitet og efterfølgende support i kravspecificeringen og i kontrakterne til styring af leverandørerne af forvaltningssystemerne.

Kvalitet – en forudsætning for bæredygtig digitalisering
Så hvordan får vi kvalitet ind i tingene og undgår skandalerne fremadrettet? Det kom afdelingschef Andreas Berggren, Skatteministeriet med et bud på. Start med data-analyserne og arbejd så videre med processerne, IT og til sidst lovgivningen. Et friskt faktabaseret bud, der dog mangler at blive realiseret før det kan evalueres endelig. Kvalitet er derimod i andre brancher defineret ved normative krav såsom patientsikkerhed i den farmaceutiske industri eller at undgå underslæb i den finansielle industri. Så hvis retssikkerhed anses som et ultimativt krav bør det gøres til et spørgsmål om compliance, der så kan auditeres gennem en tilsynsmyndighed. Her kunne borgernes data sikkerhed så passende tages med i overvejelserne, hvis Danmark virkelig skal være et foregangsland. Hvis vi byggede Storebæltsbroer på samme måde som vi bygger forvaltningssystemer i dag, ville der så være tilstrækkelig med autoværn, advarselssystemer og afstribninger? Kvalitet er vigtigt at få ind på lige fod med alle andre elementer i kravspecifikationen, hvis digitaliseringen af den offentlige sektor skal udvikle bæredygtige løsninger på den lange bane.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.